Planlægger du en sommerfest for virksomheden? En vellykket begivenhed kan gøre meget for teamfølelsen i gruppen. Man får chancen for at omgås under mere afslappede former, mens man (forhåbentlig) nyder det gode vejr. Men hvordan tager man hensyn til forskellige interesser, så alle har det sjovt og føler sig inkluderede? Her har vi samlet vores bedste tips.
Kontorets sommerfest er noget, som mange ser frem til. At planlægge festen kan dog være en udfordring, især hvis gruppen består af en bred blanding af personligheder. Målet bør være, at alle føler sig tilfredse. Det betyder, at du skal tage højde for, at de fleste arbejdsgrupper består af både ekstroverte og introverte medarbejdere, som har vidt forskellige opfattelser af, hvad der er sjovt.
Nogle gode spørgsmål at overveje, før du begynder planlægningen:
- Hvor mange deltagere er der?
- Hvor stort er budgettet?
- Hvilken type gruppe er I, og hvilke personligheder findes i teamet?
- Har virksomheden en officiel alkoholpolitik?
I nogle grupper kan det fungere at lave en anonym afstemning om festens hovedaktivitet eller tema. Det kan være en god måde hurtigt at finde den løsning, der fungerer bedst for flest.
Uanset hvor du holder festen, er der nogle ting, du skal tage i betragtning:
- I de fleste grupper er der personer, der ikke bryder sig om konkurrencer. Det bør derfor være tydeligt, at man ikke er tvunget til at deltage i aktiviteter. Undgå også regler, der straffer hold, der ikke er fuldtallige.
- Sørg for, at der er drikkevarer, som passer til alle. Alkoholfrie drikkevarer bør være tydeligt synlige og velsmagende, så de bliver et naturligt valg.
- Tjek allergier og kostpræferencer i god tid. Sørg for, at der er vegetariske alternativer og god mad også til dem med allergier.
- Begræns alkoholforbruget. Afhængigt af virksomhedens alkoholpolitik kan det være en god idé at begrænse den gratis adgang til alkohol. Det er almindeligt, at virksomheder tilbyder et eller to glas vin, øl eller champagne til maden, men ønsker man mere, kan det være rimeligt, at man selv betaler.
Har du brug for flere tips til, hvordan du skal tænke, når du planlægger kontorets sommerfest? Find inspiration og råd i vores artikel Kickoff med arbejdet: En sjov og givende start sammen.
Sommerfest på kontoret
At holde festen på kontoret har flere fordele. Det sparer tid og transport, da alle kender deres vej hjem. Det gør det også lettere at sætte en tydelig grænse mellem arbejdstid og fritid, da man kan angive et sluttidspunkt, hvor lokalet skal forlades, hvorefter de, der ønsker at fortsætte festen, kan gøre det på egen hånd.
Aktiviteter og konkurrencer til kontorfesten
- Kontor-OL – Perfekt, hvis der er et bordtennisbord. Andre sjove discipliner kan være kontorstolsrace, dansebattle og skraldespandsbasket.
- Tip en 13’er eller quiz – Spørgsmålene kan handle om virksomheden, branchen eller medarbejderne.
- Musikquiz – Sørg for at inkludere forskellige genrer og årtier, så quizzen appellerer til alle.
En kreativ konkurrence
Forbered en fotovæg med en baggrund, der matcher temaet, og sørg for sjove rekvisitter. Skaf en selfie-stick, så alle kan tage billeder. Gør det til en konkurrence og lad holdene dyste om aftenens mest underholdende billede.
Sommerfest uden for kontoret
Hvis du hellere vil holde festen et andet sted, er der flere aktivitetsmuligheder som minigolf, bowling og Escape Room. Hvis vejret er godt, kan en picnic i en park være en mulighed. Hvis det virker for besværligt, kan du i stedet bestille pizzaer i forskellige varianter. Tag gerne nogle spil med som kongespil, kroket eller petanque, eller lej dem.
Andre forslag til aktiviteter uden for kontoret
- Flerkamp på eventcenter
- Klatrebane i højderne
- Bumper ball (fodbold i oppustelige bolde)
- Skærgårdstur
- "Mal og drik"-event
- Karaokeaften
Uanset om du holder festen på kontoret eller et andet sted, bør du afsætte en del af fejringen til arbejdstiden. Det sikrer, at alle medarbejdere har mulighed for at deltage og føle sig inkluderede – også dem, der skal hente børn eller tage hjem ved arbejdsdagens afslutning på grund af andre forpligtelser.
Hos os finder du praktisk indretning til sommerfesten på arbejdet såsom stabelbare stole, foldbare borde og en sammenklappelig scene med tilbehør.
Held og lykke!